Skolen får adgang til en rapport

Når skolen har gennemført spørgeskemaundersøgelsen, får skolen adgang til at trække en rapport med oversigt over centrale resultater for skolen og de deltagende klasser. Når hele den landsdækkende undersøgelse er afsluttet, vil skolen få adgang til at trække rapporter over de samlede resultater på landsplan.

Kontaktperson

Vi beder skolen udpege en kontaktperson på skolen. Al videre kommunikation omkring skolens deltagelse går derefter gennem denne person.

Kontaktpersonens opgaver

I god tid inden eleverne skal besvare spørgeskemaet, vil kontaktpersonen få tilsendt en skriftlig instruktion. Denne skal videresendes til de lærere, som vil være til stede i klasserne, når eleverne besvarer spørgeskemaet. Det vil fremgå af instruktionen, hvorledes læreren kort skal introducere eleverne til undersøgelsen, samt hvorledes han/hun evt. kan assistere eleverne undervejs.

Kontaktpersonen vil også modtage en informationsskrivelse til forældrene, og kontaktpersonen skal sørge for, at instruktionen lægges på de deltagende klassers ForældreIntra.

Oplysninger fra skolen

Vi beder skolerne oplyse om hvilke klasser, som deltager, samt hvor mange elever, der er indskrevet i hver af disse. Ligeledes beder vi skolen oplyse i hvilken uge mellem 1. februar og 31. marts 2018, de forventer, at eleverne vil udfylde spørgeskemaet.

Lærernes opgaver

I den lektion, hvor eleverne skal besvare spørgeskemaet, skal læreren kort introducere eleverne til undersøgelsen. Efterfølgende skal læreren assistere eleverne ved behov undervejs i besvarelsen af spørgeskemaet. Instruktionen, som læreren modtager fra skolens kontaktperson, indeholder information om, hvordan dette bedst gøres. Læreren får oplyst den hjemmeside, der skal anvendes af eleverne, når de skal besvare spørgeskemaet, og læreren skriver hjemmesidens web-adresse på tavlen.

Hvad kræver det af eleverne?

Eleverne besvarer spørgeskemaet elektronisk via den hjemmesideadresse, som læreren har skrevet på tavlen. Når eleverne har fundet hjemmesiden, logger de ind med deres UNI-login, hvorefter de begynder at besvare spørgeskemaet. Der afsættes 45 minutter til elevernes besvarelse. Elever, som ikke når at besvare hele spørgeskemaet inden for 45 minutter, skal blot stoppe, når de 45 minutter er gået. Elever, som ikke er i skole den dag, hvor klassen besvarer spørgeskemaet, skal ikke senere besvare spørgeskemaet.

Hvad spørger vi eleverne om?

Vi spørger til helbred, sundhedsadfærd og levekår, som særligt centrerer sig om følgende temaer:

Helbred: Kroniske lidelser, tilskadekomst, højde/vægt, symptomer, selvvurderet helbred, mental sundhed og almen livstilfredshed.

Sundhedsadfærd: Mad- og måltidsvaner, fysisk aktivitet og stillesiddende adfærd, vægtregulering, tandbørstningsvaner, brug af alkohol, tobak og cannabis (spørges kun til elever i 9. klasse), og seksualvaner (spørges kun til elever i 9. klasse).

Levekår: Skolemiljø, relationer med familie og venner inkl. mobning. Socioøkonomisk baggrund, familieform og etnisk herkomst.

Information til forældre

Information til forældrene om undersøgelsen og dens gennemførelse sker gennem de deltagende klassers ForældreIntra, hvor kontaktpersonen har lagt den op.

Undersøgelsen kræver ikke forældreinvolvering, men forældre vil få mulighed for at fravælge, at deres barns CPR-nummer indgår i undersøgelsen. Dette sikres ved, at forældrene via en skrivelse på klassens ForældreIntra informeres om undersøgelsen og herunder deres mulighed for at fravælge, at deres barns data indgår i undersøgelsen. Forældrene informeres i skrivelsen om, hvorledes de i givet fald kan kontakte forskningsgruppen bag undersøgelsen.

Frivillig og fortrolig deltagelse

Eleverne bliver mundtligt og i spørgeskemaet oplyst om, at det er frivilligt at deltage, og at deres data bliver behandlet strengt fortroligt. Elevernes CPR-numre inkluderes automatisk, idet de logger ind med deres UNI-login, men forskerne har efterfølgende ikke adgang til personlig identifikation, fx CPR-nummer og elevnavn. Data bruges udelukkende til forskningsformål. Vi oplyser aldrig hvilke skoler, der deltager, og vi oplyser aldrig noget om enkeltstående elever. Forældre vil, som beskrevet, få mulighed for at fravælge, at deres barns data indgår i undersøgelsen. Data behandles i henhold til persondataloven og undersøgelsen anmeldes til Datatilsynet.

Da Skolebørnsundersøgelsen er del af det store internationale studie Health Behaviour in School-aged Children (HBSC), sendes danske data afslutningsvist til den internationale dataadministration på Universitetet i Bergen, Norge. Dette gøres helt anonymiseret, og skolenavne, elevnavne og CPR-numre sendes ikke til Bergen.

Kontakt

For eventuel yderligere information kontakt forskningsgruppen ved Mette Rasmussen (mera@sdu.dk)